Speciale.
Masteruddannelse i Kybernetisk psykoterapi.
Udvalgte afsnit.
Lianne Ervolder 2005.10.29
Vedfelt instituttet. Side 1-8

Indledning
I min psykoterapeutiske praksis har jeg ofte oplevet, at det er de tilsyneladende små og ubetydelige ting, der skaber de største forandringer hos klienten.
Jeg har oplevelser, hvor min støttende og anerkendende tilstedeværelse synes at være det, der gør en forskel. Jeg vil her særligt fremhæve betydningen af, at følge klientens oplevelseshorisont samt at støtte og fremhæve klientens ressourcer og potentialer.
Den kybernetiske psykoterapi hviler på det menneskesyn, at et menneske grundlæggende kan forstås som et ressourcefyldt og socialt væsen i stadig udvikling.
Jeg vil argumentere for – og sætte perspektiv på dette udviklings – og menneskesyns betydning for den psykoterapeutiske proces, hvor især det relationelle felt undersøges.

Et terapeutiske rum, er et sted, hvor personens relationshistorie spejles. Oplevelser af svigt fra tidlige nære omsorgspersoner samt andre problemfyldte relationer kan her blive genaktiveret.
I det psykoterapeutiske rum udfoldes alle aspekter af disse relationer, såvel barndommens oplevelser, samt den måde disse kommer til udtryk i klientens nuværende relationer. Det er derfor i det relationelle felt, at terapeuten som person kan få betydning som repræsentation for henholdsvis ”den gode mor, far eller andre gode personer.” Ole Vedfelt pointerer, at vores forestillinger om den gode mor, den gode far og andre gode personer som forudsætning for psykisk og fysisk sundhed.

Specialet vil indeholde en præsentation af udvalgte områder af den kybernetiske erkendelsesteori og udviklingsforståelse, sådan som Ole Vedfelt har beskrevet og udviklet den kybernetiske psykologi. Da den kybernetiske psykologi er min væsentligste referenceramme og udgør baggrunden for at forstå personlighedens udvikling, vil jeg i første halvdel af specialet udfolde forskellige aspekter af specialets tema i denne kontekst.
Jeg oplever princippet om selvorganisering og selvregulering som helt centralt i psykoterapi, som Vedfelt beskriver ”som de selvregulerende, selvhelbredende og selvskabende kræfter i personligheden og de helings – og udviklingsmuligheder, der ligger i forholdet mellem mennesker.”
Jeg synes, at denne beskrivelse på en gang betoner det selvregulerende princip, samt relationens betydning.

Problemformulering
Da den kybernetiske forståelse hviler på den antagelse, at mennesket grundlæggende er et ressourcefyldt og selvhelbredende væsen, vil jeg indkredse, hvordan dette perspektiv kan udfoldes i den terapeutiske relation?

Det terapeutiske rum må som ideal indeholde en anerkendende og empatisk relation.
Her har terapeuten betydning som rollemodel for en ikke dømmende kommunikation. Er det på den baggrund muligt at bestemme/ beskrive relationens betydning i psykoterapi ud fra den hypotese, at anerkendende og støttende spejling fremmer den selvhelbredende proces?

Den kybernetiske psykologi har udviklet særlige redskaber til at støtte den naturlige selvorganisering. Disse områder involverer udover samtalen og de mere traditionelle oplevelsesorienterede terapeutiske metoder som f.eks. kropsterapi, psykodrama og tegneterapi, endvidere mere indadvendte metoder som introspektion, kropsudforskning, aktiv imagination m.fl.
I den terapeutiske proces er det muligt at operere på skiftende proceskanaler. Metoderne skifter i et flow følgende klientens kropslige udtryk og et intuitivt samspil mellem terapeut og klient. Naturligvis med baggrund i terapeutens viden og erfaring samt intuitive ekspertise.
Med udgangspunkt i Vedfelts beskrivelse af forskellige bevidsthedstilstande og proceskanaler, som udtryk for forskellige oplevelsesmodaliteter, vil jeg se på denne terapeutiske arbejdsforms betydning for det selvregulerende princip. Her forestiller jeg mig, at relationen må have en særlig betydning for disse – ofte meget komplekse eller subtile processer.

Begrebet relation skal her forstås som interpersonelle relationer. Det relationelle felt kan beskrives som ”det møde, der finder sted imellem to eller flere personer. Jeg kalder det ofte ”det psykiske rum.” eller et felt, hvor parterne ofte ubevidst afstemmer sig affektivt i forhold til hinanden på baggrund af feedback og ubevidst spejling.
Vores relationsmønstre i barndommen husker vi livet igennem og bruger dem som faktisk intelligens i hverdagen f. eks vores ”faderbillede” eller fadernetværk, hvilket har afgørende betydning for det terapeutiske møde.

Afgrænsning
I afsnittet om den kybernetiske referenceramme er beskrevet de hovedpunkter, som de optikker jeg lægger ned over opgavens udforskningsområder.
Udeladt er en række væsentlige områder af Vedfelts omfattende teori.
Den kybernetiske udviklingspsykologi er medtaget som grundlag for at forstå, hvilke mønstre, delpersonligheder og ubevidste og uopfyldte forestillinger om ”det gode” eller den ”gode anerkendende person,” klienten bringer ind i den terapeutiske relation. Det er derfor alene områder omkring det relationelle aspekt, der er medtaget her.

Da drømmearbejde udgør en væsentlig bestanddel af mit terapeutiske arbejde med mine klienter, vil jeg beskrive drømmenes symbolske værdi, arbejdet med aktiv imagination og visualisering samt billedudtryk som et felt, hvor relationen mellem klient og terapeut har betydning for det selvregulerende princip. Jeg vil derimod ikke yderligere beskæftige mig med drømme i mere videnskabelig forstand..

Den kybernetiske referenceramme
Kybernetik er læren om,  hvordan komplekse organismer regulerer og organiserer sig.
Den kybernetiske psykologi præsenteres hos Vedfelt som en mangedimensional forståelse, hvor psyken ses som et komplekst hierarkisk informationsnetværk, der er delvist overlappende med mange niveauer.
Det er et selvregulerende system, hvor det mere komplekse (det ubevidste) regulerer det mindre komplekse (hverdagsbevidstheden). Eller sagt på en anden måde. Da det ubevidste er i besiddelse af mere omfattende information og kompleksitet, regulerer det kontinuerligt bevidstheden – til dels ligeledes gennem et vist samspil. Endvidere betoner Vedfelt psyken som et åbent system, kontekstafhængig og i dialog med omgivelserne.
Den komplekse menneskelige organisme lærer ved feedback fra omgivelserne, hvilket gør det fleksibelt og samtidig udviklingsmæssigt afhængig af de givne relationers kvalitet. De utallige feedbackmekanismer medvirker til systemets selvorganisering.

Psyken som neuralt netværk
Til forståelse af den kybernetiske psykologi og den menneskelige personlighed er Vedfelt inspireret af teorier om neurale netværk.
De neurale netværk efterligner processerne i den menneskelige hjerne, som har milliarder af processorer, der arbejder simultant og parallelt.
De kan lære og har nye og emergente egenskaber som opstår, når de interagerer med omverdenen. ”Disse er gode til at indfange det ubevidstes mangetydighed og poetiske udtrykskraft.” (U.I. s.194).

Et netværks informationsform opererer med dynamiske mønstre, der flyder indenfor visse grænser. Det er kontekstfølsomt, styret af energimæssige faktorer og arbejder med store informationshelheder, der ikke kan reduceres til enkelte dele.
Disse aspekter betyder, at de klassiske psykoanalytiske begreber, der definerer menneskelige reaktioner som udtryk for forsvarsmekanismer eller modstandsformer i stedet kan betragtes som systemets konstruktive forsøg på selvregulering og tilpasning. Det kan forstås som systems måde at opretholde sin kapacitet.

Emergens
Begrebet emergens beskriver det fænomen, at levende systemer kan selvorganisere sig til et nyt højere niveau. Når noget emergerer, fremkommer nye egenskaber, som ikke kan forklares ud fra de enkelte deles egenskaber.
”Hos børn ses hele tiden målsøgende tendenser. De samler input til sine skemaer, som så udløses, når et input pludselig passer i skema. De enkelte elementer står alene, indtil der kommer en integrerende baggrund – en pointe som tilsammen danner et komplet integreret skema.”
Vedfelt siger. ”Med emergens-begrebet er det muligt at beskrive den kvalitet ved den kybernetiske netværksteori, der består i systemets tilsyneladende flydende strukturer.”

Psyken og de enkelte områder er ikke et konstant system, men kontekstafhængige. Det betyder, at de psykiske konstellationer, der realiseres i et givent øjeblik er afhængige af konteksten. Tilsvarende er hukommelse heller ikke en statisk størrelse. Forskellige psykiske konstellationer aktiverer forskellige dele af hukommelsen. En oplevet begivenhed kan fremstå på én måde på ét tidspunkt, og på en helt anden måde på et andet tidspunkt. De forskellige hukommelser farver erindringen, og får den til at fremtræde på forskellig vis.

Ubevidst intelligens og subliminal perception
“Det ubevidste er et mangeartet netværk, der overordnet styrer vores handlinger, tanker og følelser. ”Med forrygende hast opfattes et utal af indtryk, hvoraf kun en meget lille del når vores bevidsthed. De øvrige indtryk, informationer og erfaringer lagres som en kæmpe videns – og erfaringsbank, der aktiveres på ”mønstergenkendelse.” (U.I.)
Ifølge kybernetikken om selvregulerende systemer, vil det altid være det mere komplekse system, der regulerer det mindre. Da det ubevidste er et mere komplekst system, vil det derfor altid regulere det bevidste.

Menneskets sansning formodes at være underkastet en række psykiske bearbejdnings – og udvælgelsesprocesser, inden den når frem til bevidstheden.
Gennem ubevidst perception får vi et væld af informationer om andre, som styrer vores følelser og adfærd overfor dem. Den foregår hurtigere og er langt mere omfattende end den selektive bevidste perception. Endvidere opfatter vi subliminalt holistisk dvs. i helheder og billeder. Subliminal perception beskriver den sansning, der foregår uden bevidsthedens involvering.
Den subliminale intelligens og hukommelse omfatter kropslig, visuel og følelsesmæssig perception. Den udgøres af netværkssystemer af en højere orden. Den er afgørende for, hvordan vores rationelle bevidsthed fungerer.

I ”det psykiske rum” udfolder vores forestillinger sig om andre personer, hvor den bevidste, men især den ubevidste kommunikation har betydning for relationens indhold. Ubevidst kommunikation finder sted på mange niveauer.
Det omfattende subliminale informationsindtag påvirker vores selvoplevelse og kommunikation som tavs helhedspræget viden
I kommunikationen mellem to parter har det talte ord en forsvindende lille betydning for parternes oplevelse.
Hos modtageren sker der både en bevidst og en ubevidst læsning af kropssprog, mimik og stemmeføring. Dette spiller en afgørende rolle for modtagerens følelsesmæssige holdning til os.

Mange af de beslutninger, vi tager, og de holdninger vi har til andre mennesker, er bestemt af de følelsesmæssige indtryk, vi får gennem ubevidst læsning af deres kropssprog. Vi registrerer en masse ting som foregår i den anden ubevidst (subliminal perception), og det giver automatisk feedback til vores følelser, som igen kan være ledetråde til vores erindringer. Til en vis grad overtages de følelser, som samtalepartneren har.
Disse ubevidste kommunikationsmønstre som mærkes i feltet mellem parterne kan også beskrives som ”følelsesmæssig smitte.”

Vores ubevidste kommunikation har derfor en uvurderlig betydning for vores forståelse af verden og mødet med andre.
”Mennesket rummer altså en enorm ubevidst ressource af information, som er med til bestemme vores handlinger, vores forhold til andre mennesker, og vores oplevelse af virkeligheden,” siger Vedfelt. (personlige noter fra uddannelsen)

Mønstergenkendelse og skemaer. Vi har et strukturerende beredskab for at fortolke verden. At finde mening.
Som allerede beskrevet, tilegnes størstedelen af den menneskelige viden og kompetence ubevidst. Vi opbygger tidligt i livet en række forforståelser af alle de situationer, vi har oplevet. Disse ubevidste billeder eller skemaer ligger som et lager af indre modeller, som aktiveres på mønstergenkendelse.

Hver gang vi befinder os i nye situationer eller står over for fremmede mennesker, henter vi det skema frem, som synes at passe som mønstergyldigt eksempel.
Dette skema dominerer vores opfattelse af en situation indtil mere eller ny information lader et andet skema tage over.
I mønsterassocierende netværk vekselvirker enheder, hvis mønstre minder om hinanden. Hver gang et bestemt input påvirker de fælles egenskaber, styrkes forbindelsen imellem dem. Derved kan de lære at trække centrale tendenser ud af en oplevelse.

Den menneskelige virkelighed er altså en fortolket virkelighed, som trives med ufuldstændig information. Som i neurale netværk søges de input, der bedst matcher de indre kriterier. På baggrund af en formidabel viden om, hvordan tingene normalt hænger sammen, skabes en meningsfuld forståelse. (U.I.)

I stærke områder af personligheden er informationen distribueret i netværk og delpersonligheder med overlappende hukommelse. Det giver en fleksibilitet både med hensyn til indre oplevelse og ydre adfærd. I svage områder er delpersonlighederne mere adskilte.

Indre delpersonligheder
I kybernetisk psykoterapi opereres med begrebet ”indre delpersonligheder,” som er områder i psyken med overlappende hukommelse
Gennem en konstant udveksling mellem psyken og omverdenen, trækker systemet på erfaringer, som er lagres gennem hele livet. De indre delpersonligheder er således et udtryk for psykens fleksibilitet og kan støtte os i vores orientering i en given kontekst i forhold til personer og situationer. Disse ubevidste forestillinger om personer og relationelle oplevelser, betyder at vi, ligeledes ubevidst, iværksætter et handlingsprogram for kommunikationen.
Der realiseres umiddelbart ”det skema i handling,” som er aktualiseret af mødet med personen eller situationen.

”Vores kommunikation med andre fungerer ofte via generaliseringer, der som et neuralt netværk trives med ufuldstændig information. Vi fortolker os frem til en dækkende mening. I en given kontekst betyder det, at vi ikke behøver at lære en ny person at kende helt fra grunden, ”men kan bygge på tidligere erfaringer med den kategori, som personen ifølge vor erfaringsbaserede oplevelse falder ind under. Vi laver indre modelsimulationer og søger efter det bedst passende mønster. Disse opfattelser kan differentieres efterhånden, som vi lærer et menneske nærmere at kende.” ( U.I.)

Denne aflastning af bevidstheden, gør os i stand til at tænke abstrakt og løse rationelle problemer, idet de indre delpersonligheder automatisk tager sig af de følelsesmæssige og kropssproglige aspekter af kommunikationen, og vi kan agere adækvat i forhold til omgivelserne, alt efter hvad situationen kræver.
Den subliminale og følelsesafstemmende kommunikation afstemmer således hele tiden systemet, uden at vi skal bruge energi på det.
Man kan sige, at vi befolker vort indre univers med bestemte konstellationer af indre delpersonligheder, hvor vi hele tiden søger the-best-fit for lige præcis dette indre mønster. (U.I.) Vores delpersonligheder rummer skjulte ressourcer, hvorfor terapeutisk arbejde med delpersonligheder kan have transformerende kraft.

Proceskanaler og bevidsthedsformer
De informationer, som systemet består af, er lagret i forskellige koder eller oplevelsesmåder/proceskanaler, som kan findes frem igen af systemet.
Proceskanaler beskriver indre bevidsthedstilstande, der rummer store mængder af information,
Via følelseskanalen er lagret forskellige følelsestilstande som f.eks. vrede.
Den visuelle kanal omfatter bl.a. billeder og metaforer. Kropskanalen har med vores kropsfornemmelser at gøre. Disse kan f.eks. i terapeutisk sammenhæng undersøges gennem forskellige former for introspektion.
Tankekanalen har lagret tanker, fantasier og tankemønstre.
Endelig findes en kanal for bevægelsesmønstre, som bl.a. afspejler sig i kropssproget. Kroppens udtryk via kropssproget repræsenterer strukturer på et højere niveau end hverdagsbevidstheden.
Via proceskanalerne er det muligt at nå ind til de overordnede styresystemer, som regulerer på alle niveauer.
I terapi kan det selvregulerende princip derfor støttes gennem at arbejde på de forskellige proceskanaler og skifte mellem bevidsthedsstilstande. Dermed gives introspektionen mere dybde.

Det supramodale rum
Det ubevidste er konstant aktivt i samspillet mellem individ og omverden. Når det gælder forholdet mellem individerne, så er vi i stand til at indleve os i hinanden i det supramodale rum. Det sker for eksempel ved at indtage den andens kropsholdning og hermed fornemme, hvad der sker i personen.
Det supramodale rum beskriver den overordnede sansning. Menneskets evne til at erkende supramodalt, gør det i stand til at gå på tværs af oplevelsesmodaliteter, sammenligne og samordne indtryk fra forskellige oplevelsesmåder. Som eksempel skriver Vedfelt ”at synsindtrykket af en sut kan genskabe fornemmelsen af formen inde i munden på babyen.” (U.I.) Denne evne er af stor betydning for vores måde at orientere i forhold til omverdenen. Vi kan fremkalde behagelige eller ubehagelige oplevelser ved at trække på de følelsesmæssige og kropslige erindringer, og ved at associere mellem dem. Oplevelsesparametrene spiller derfor en afgørende rolle for relationen til og kommunikation med andre.
Det supramodale rum er af stor betydning i en terapeutisk situation, hvor indfølingsevnen er af afgørende betydning for at kunne navigere i det oftest kaotisk fremstillet indhold. I det supramodale rum kan vi skabe oplevelsesmæssig helhed bag den normale bevidstheds skel mellem følelse, intellekt, krop indre billeder og forskellige former for ydre sansning.

Historisk set
I ”Bevidsthed” beskriver Vedfelt sin teori som samlet og multiteoretisk med en integrerende overordnet teori om bevidsthed.. Da de forskellige skoledannelser netop ikke kan forstås entydigt, har han valgt at ”bryde tværs over” med grundlag i dels mangeårige egne erfaringer fra psykoterapeutisk praksis, samt med en enorm viden fra mange kilder. (BB s. 106-107)
Systemteorien og den beslægtede kybernetik og informationsteori udgør et samlingspunkt for den omfattende teoridannelse i ”Bevidsthed” (BB), ”Ubevidst Intelligens” (U.I.) og ”Manden og hans indre kvinder” (M.I.K) Vedfelt instituttet.
Systemteorien kan føres tilbage til biologen Bertalanffy, der allerede 1940,erne fremsatte den berømte tese, at helheden i et fænomen af en vis kompleksitet altid er mere end summen af delene.

Et udsagn, der siden er brugt i mange sammenhænge. Systemteorien blev udviklet samtidig med informationsteorien og kybernetikken, som er videnskaben om informations – og styresystemer. Den var tænkt som en teoretisk model, der kunne anvendes indenfor mange forskningsområder og på den måde tværvidenskabelig. Den ses f.eks. anvendt indenfor biologi, psykoterapi, sociologi m.fl. System – og informationsteorien er velegnet til at beskrive bevidsthed og bevidsthedstilstande, siger Vedfelt (BB s. 107)
Ifølge Bertalanffy defineres et system som et kompleks af elementer, der er forbundne og gensidigt vekselvirkende. Og relationerne mellem elementerne er lige så vigtige som elementerne selv. Systemet kan have egenskaber, som ikke findes hos enkeltdelene f.eks. liv eller bevidsthed. (BB s. 107). Endvidere er det en pointe, at der ved videreudviklingen af højerestående organismer sker en differentiering af systemet i undersystemer, som fungerer relativt selvstændige og selvregulerende.
(Boadelle 1993 s. 34). Et eksempel er vores kropsceller, der kan ses som undersystemer i den menneskelige organisme.

Side 18 -20

B.6. Integreret psykoterapi/ Kybernetisk psykoterapi
“Psykoterapi kan opfattes som et samvær på højt niveau,” siger Vedfelt.
Den kybernetiske psykoterapi er en mangedimensional terapiform. Ovenfor beskrevne terapiformer kan ses implicit eller integreret i større eller mindre grad. Den er oplevelsesorienteret med skift til et kognitivt erkendelsesniveau, når det er nødvendigt. Og sidst men ikke mindst er den ressourceorienteret.

Grundlaget er den kybernetiske psykologi, der som tidligere nævnt ser mennesket som et ressourcefyldt og socialt væsen i stadig udvikling, hvor det er muligt at støtte de selvregulerende, selvhelbredende og selvskabende kræfter i personligheden.

I kybernetisk psykologi opfattes ændrede eller andre bevidsthedstilstande som en del af den naturlige selvregulering. Systemisk betragtet eksisterer bevidsthed som dynamiske tilstande i systemer og undersystemer.

Menneskets bevidsthedssystemer er omfattende. Terapeutisk set indebærer det, at der må findes flere og andre veje ind til den ubevidste intelligens. Derfor arbejdes der terapeutisk på mange proceskanaler.
Ifølge Vedfelt er alle oplevelser indkodet på mange proceskanaler. Associationer kan derfor både være af følelsesmæssig, forståelsesmæssig, visuel og kropslig art. En oplevelse kan være associeret til større helheder, tidlige med oplevede enkeltsituationer eller generaliserede skemaer. Indkodningen på alle proceskanaler har betydning for den terapeutiske metode, da glemte oplevelser potentiel kan mobiliseres, hvis tilstrækkeligt mange af de associerede elementer på forskellige proceskanaler kan aktiveres.
Som tidligere beskrevet kalder Ole Vedfelt dette ”den mangedimensionale hypotese for association.” (U.I. 221)

Adgangen til det ubevidste på det ubevidstes præmisser kan f.eks. ske gennem fordybelse i kropslige fornemmelser, intuitive oplevelser, introspektion, aktiv imagination, kropsarbejde, psykodrama m.m. som jeg vil beskrive efterfølgende.

B.6.1. Det supramodale rum
Det supramodale rum, oplevelsens enhed, henviser til at krop og sjæl, følelse og intellekt, det indre og ydre er forstået som enhed i ”det supramodale rum”

Det ubevidste er konstant aktivt i samspillet mellem individ og omverden.
Vi indlever os ubevidst i hinanden i det supramodale rum.
F.eks. indtager vi i kommunikationen den sammen kropsholdning, som den anden. Dette gør os i stand til ubevidst at fornemme, hvad der foregår i den anden.

Da personligheden er et åbent system, kræver enhver udvikling, tilstedeværelse af omgivelser, der støtter selvreguleringen i positiv retning.
I terapi kan man nå de højere niveauer ved at kommunikere i det supramodale rum. Rummet åbner sig, og det er muligt at trække på mange proceskanaler på én gang. Dette skift til en for systemet mere hensigtsmæssig måde at organisere sig på, kan befordre en form for omprogrammering.
Støtten afhænger af terapeutens sensitivitet og evne til at kunne fornemme, hvor klienten er. Der er nærmest tale om et ubevidst samarbejde i feltet mellem de to. Et samarbejde i det supramodale rum. Et flow med flydende overgange fra det ene niveau til det andet f.eks. gennem vejledt introspektion. Herved gives mulighed for at åbne ind til den hurtige subliminale informationsbearbejdning, som foregår på mange informationskanaler samtidig.

Klienten er på en gang i kontakt med terapeuten og i en tilbagetrukkethed til sig selv.
Via tilbagetrukketheden opstår et overskud, som psyken bruger til omorganisering af informationerne.

B.6.2. Oplevelsesorienteret psykoterapi
I alle terapier ”leges” der i en beskyttet ramme med som-om situationer. Klienten har frihed til at ”skabe sig” i et psykisk og socialt rum, som har friere grænser end normale forpligtende sociale sammenhænge. ”Dette rum er helende i den forstand, at der gives plads for en mere omfattende personlighed” skriver Vedfelt. (U.I. kap 22 )
Det fungerer i kraft af sin særlige konstruktion som et inputløst system, hvor man kan ”simulere problem¬løsningsmodeller,” uden at det får praktiske konsekvenser. Personlighedssystemet trækkes tilbage til et højere, mere abstrakt niveau. Her sker der en form for omprogrammering, ikke af forholdet til den enkelte situation, men af et overordnet, generelt mønster, der dækker mange situationer. Jeg ser det som noget centralt, at terapeuten indbygges i denne indre verden. ”Ubevidst er terapeuten til stede i klienten. Klienten ved ubevidst, at terapeuten ved det, klienten selv ved om et år.” (noter fra uddannelsen)
Det giver klienten en mulighed for håndtering af øget kompleksitet på en konstruktiv måde.

Side 44-45

G. Afslutning
I dette speciale har det været min hensigt at komme tættere på relationens betydning i psykoterapi. Det var min hypotese, at terapeutens betydning som rollemodel for en ikke dømmende kommunikation og en anerkendende og støttende spejling kunne fremme den selvhelbredende proces.
Min optik har specialet igennem været relationsperspektivet lagt ud over mange aspekter af den terapeutiske proces, terapeutiske metoder og terapeutens personlighed.
Den teoretiske reference, kybernetisk psykologi og kybernetisk psykoterapi har muliggjort et multidimensionalt perspektiv på psykoterapien og den terapeutiske relation i al sin kompleksitet. Et område med sublime oplevelser, der kun vanskeligt lader sig ”i tale sætte”

En central indgang til dette område, er den forståelse, at vores relationsmønstre i barndommen huskes livet igennem, og at det er muligt at kontakte tidlige relationsoplevelser, repræsenteret som delpersonligheder i klienten, som stadige er aktive.
Delpersonligheder rummer skjulte ressourcer, hvorfor terapeutisk arbejde med delpersonligheder kan have transformerende kraft.
I terapi kan det selvregulerende princip støttes gennem at arbejde på de forskellige proceskanaler og skifte mellem bevidsthedsstilstande.
Forskellige og kreative metoder i den terapeutiske proces, giver mulighed for, via proceskanalerne, at nå ind til de overordnede styresystemer, som regulerer på alle niveauer.
Indkodningen på alle proceskanaler har betydning for den terapeutiske metode, da glemte oplevelsers potentiale kan mobiliseres, hvis tilstrækkeligt mange af de associerede elementer på forskellige proceskanaler kan aktiveres.

I terapi kan man nå de højere niveauer ved at kommunikere i det supramodale rum. Rummet åbner sig, og det er muligt at trække på mange proceskanaler på én gang. Dette skift til en for systemet mere hensigtsmæssig måde at organisere sig på, kan befordre en form for omprogrammering.
Det supramodale rum er af stor betydning i en terapeutisk situation, hvor indfølingsevnen er af afgørende betydning for at kunne navigere i det oftest kaotisk fremstillet indhold.
Støtten afhænger af terapeutens sensitivitet og evne til at kunne fornemme, hvad der foregår både i klienten, sig selv og i rummet imellem. Der er nærmest tale om et ubevidst samarbejde. I det supramodale rum kan vi skabe oplevelsesmæssig helhed bag den normale bevidstheds skel mellem følelse, intellekt, krop, indre billeder og forskellige former for ydre sansning.
Der sker en åbning ind til den hurtige subliminale informationsbearbejdning, som foregår på mange informationskanaler samtidig.

Den terapeutiske proces kan være helende i den forstand, at der gives plads for en mere omfattende personlighed. I kraft af den særlige konstruktion, hvor man kan ”simulere problemløsningsmodeller” kan personlighedssystemet trækkes tilbage til et højere og mere abstrakt niveau, hvor der kan ske en form for omprogrammering, ikke af forholdet til den enkelte situation, men af et overordnet, generelt mønster, der dækker mange situationer. Terapeuten indbygges i denne indre verden og kommer måske til at repræsentere en ny delpersonlighed.
Intersubjektiv afstemning og matchning er de begreber Stern benytter til at beskrive de indre tilstande hos parterne i relationen og henviser til det, der ligger bag adfærden omkring den følelseskvalitet, man er fælles om.
Matchning og intersubjektiv afstemningsadfærd synes jeg bidrager til en forståelse af, hvad der sker i relationen mellem klient og terapeut på det subtile plan.
Terapeuten kan medvirke til at skabe noget i klienten, der ellers var uklart, idet genspejlingen bevirkede, at dets eksistens får form. Dette rækker ud over ren deltagelse i den andens subjektive oplevelse. Den anden forandres ved at man tilfører noget, der enten ikke fandtes eller noget bliver konsolideret. (frit efter Stern)
Måske kunne dette være svaret på relationens betydning i psykoterapi?

Copyright Lianne Ervolder

Læs anmeldelse af Ubevidst intelligens “Barndommes mesterlære”

Litteratur.

Vedfelt, Ole. Ubevidst intelligens, du ved mere end du tror. 2. udg. Gyldendal 2002
Hovedkilde.

Vedfelt, Ole. Manden og hans indre kvinder. Gyldendal 2003
Vedfelt, Ole. Bevidsthed. Gyldendal 1996
Vedfelt, Ole. Drømmenes dimensioner. Gyldendal 1989

Aanderaa, Inger. Relationer i teamarbejde. HRF 2000
Boadella, David. Livskilder, Borgen 1993
Bohm, David. Helhed og den indfoldede orden. Forlaget Ask 1986 Bruner, Jerome. Mening i handling. Klim 1999
Connirae. Andreas.Vejen til din indre kilde. Aschehoug. 1994
Elsass, Peter. Sundhedspsykologi. Gyldendal 1993
Hougaard, Esben. Psykoterapi. Teori og forskning. Dansk Psykologisk forlag. 2. udg. 2004
Lowen, Alexander. Fornægtelse af kroppen. Gyldendal 1975
Jung. C.G. Mennesket og dets symboler. På dansk v. Vagn simonsen. Bonniers Bøger. 1991
Lang, Peter. Forvandling. Værdsættende samtale i teori og praksis Psykologisk Forlag
Hendrix og Hunt. Se dit barn som det et. Borgen 1999
Lowen, Alexander. Den Guddommelige krop. Borgen 1995
Marner,T. Kom lad os snyde problemet. Eksternalisering i
familieterapi efter M. White og D. Epstons metode. Hans Reitzels 1994.
Mauthner, Anna og Alexnader. Samtaler med Bob Moore
Stern, Daniel. Det nuværende øjeblik. Hans Reitzels forlag 2004
Stern, Daniel. Barnets interpersonelle univers. 2. udg. Hans Reitzels forlag 2001