I det pædagogiske arbejde kan supervision være et godt redskab til både faglig og personlig vækst.
Det er min opfattelse, at supervision eller reflekterende dialoger kan øge den faglige bevidsthed ved at sætte andre perspektiver på de eksisterende opfattelser i en organisation. Endvidere har jeg god erfaring med, at supervision er særdeles velegnet til at åbne op i fastlåste konflikter, samt at skabe klarhed, hvor problemer og dilemmaer i arbejdet fylder og tapper for energi.

Der knytter sig mange forskellige forståelser til begrebet supervision. Ligeledes er der mange forskellige indfaldsvinkler til det at lave supervision.
Jeg ser det hverken som undervisning eller terapi, men kan godt lide udtrykket “dialogisk læring.” (Supervision som dialogisk læreproces. Helle Alrø og Marianne Kristiansen).

I den refleksive proces inddrages selvfølgelig personlige oplevelser og perspektiver, som er relateret til den personlige adfærd, som udfoldes i pædagogiske og faglige sammenhænge. Hvorfor der også er personlige følelser forbundet med det.
Nogle er spændte og forventningsfulde. Andre ængstelige. Endnu andre vil have erfaringer, dårlige som gode eller har hørt gruelige historier om nogle, der er brudt sammen etc.
Supervision kan man ikke læse sig til, det skal trænes i praksis.
Det er redskaber, men først og fremmest proces og indlevelse. Ikke et system eller en teknik. Ikke antagelser eller teorier. Men øvelse, træning, praksiserfaring. Efterhånden lagres repræsentative billeder af supervisionsmåder, som det ses udfoldet i processen.

Medarbejderudvikling
Kollegial sparring eller supervision af en medarbejder med gruppen som reflekterende team er kendetegnet ved, at en professionel supervisor eller en kollega stiller sig til rådighed som sparringspartner eller coach for en anden kollega omkring et fagligt/pædagogisk problem ex. i forhold til et barn/forælder/beboer/bruger etc.
Denne form kan støtte den enkelte medarbejder omkring udforskning af egne ressourcer – samt en støtte til at vurdere organisationens samlede ressourcer og kompetencer.
Den indbyrdes kommunikation blandt medarbejderne kan flytte sig fra at vurdere – kommentere og dømme andres forehavender til selv at tage ansvar for egen andel og handlinger. Den enkelte kan blive klogere på egne vaner og kommunikationsstil samt blive opmærksom på sine fordomme, forestillinger og overbevisninger
Det kan endvidere blive et personlige redskab til at tage sig ordentligt af konflikter i de professionelle relationer.

Super vision – super/over syn. Super visere. Super/udover visere/sigte. At sigte ud over.
Som nævnt er supervision forskellig fra både undervisning, vejledning og terapi. Men elementer fra disse områder forekommer i supervisionen. Der arbejdes ikke med privat/personlige temaer. I en supervisionsproces inddrages det personlige, der er relateret til den personlige adfærd i faglige sammenhænge – det fag-personlige.
Der indgås aftale om, hvad vi kan tage os af i denne sammenhæng.

Kollegial sparring eller supervision er altså en invitation til at få større indsigt og klarhed i forbindelse med fastlåste eller uklare situationer. At se sig selv udefra, at se sammenhænge og opdage nye sider – at afdække kernen i et problem.

Fire grundlæggende elementer

• Kontakt, nærvær og opmærksomhed: være til stede uden at have en plan i baghovedet.
• Troværdighed, oprigtighed og autensitet: Supervisor må være der med sig selv, som sig selv, for den anden.
• Tålmodighed: Afvente, ro, pause, spejle, give tid, give slip.
• Værdighed: Supervisor må drage omsorg for egen og den andens værdighed og integritet.

En firklang i menneskelige kommunikation. Igennem de fire elementer skabes forudsætningen for, at et menneske kan udforske i et præstationsfrit og herredømmefrit rum.

Gennem supervisionen kan der skabes adgang til de dybtliggende følelser eller affekter. Følelsestilstande, der kan medfører en kropslig reaktion og ændring af bevidstheden.

Man opdeler i almindelighed affekterne i tre kategorier
De livgivende affekter. Ophidselse og glæde ved noget nyt (interesse) eller ved gensyn med noget kendt, genkendelsesglæde.
Overlevelses eller kriseaffekterne som sorg, angst, vrede foragt og skam. Håndtering af uundgåelige livskriser ved hjælp af disse.
Den nulstillede affekt spærrer for alle andre affekter og giver dermed mulighed for nyorientering.

Følelsesladede erfaringer genoplades gennem supervisionen. Ekspl. aktiverer affekten vrede energi. Gennem udforskningen af vredens grundlag forvandles vreden til klarhed og handlekraft med udgangspunkt i øget selvfølelse.

Hvad det vil sige at forholde sig professionelt til at supervisere?
Noget af det der kendetegner en god supervisor er evnen til at etablere og opretholde kontakt med et andet menneske, også når der er noget i denne kontakt, der skræmmer.

Supervisorens teknologi adskiller sig fra ingeniørens, fordi supervisorens er tæt forbundet med og helt indviklet i det, som vedkommende er som menneske.

Rammer omkring supervisionen
Rammerne fastlægge på forhånd:
Hvor tit og hvor længe.
Spilleregler på form og indhold. Hvordan skal vi være sammen.
Gensidige krav og forpligtelser.
Gruppeprocessen. Parallelprocesser. At rumme stærke følelser og affekter.
Involvering contra identifikation.
Etablering af tillidsforhold.
Tavshedspligt. Tavshedsret.

Tidsrammen sikrer, at der skabes mulighed for, at de enkelte faser i supervisionsforløbet
gennemløbes med mulighed for: en begyndelse, hvor der skabes tilstedeværelse og kontakt et forløb over tid og en afslutningsperiode.

Supervisionen forlades aldrig med uafklarede spørgsmål, men kan lukkes med en opsummering af, hvor vi er nu.

Supervisanten definerer selv, hvad der skal tales om.
Indholdet er bestemt af det tema, den enkelte ønsker at blive klogere på.
Udgangspunktet er supervisantens oplevelse af problemet.
Der arbejdes ikke mere flere problemer på én gang.
Der er ikke brug for gode råd eller forklaringer – men nye erfaringer.
Det er ikke supervisor, der kommer med løsningerne, men gerne støtte til ændring i handling og kommunikation samt støtte til at se nye muligheder.
Supervisantens opgave er at tage ansvar for sig selv – sige til og fra.

Supervisors opgave er at tage ansvar for processen .
Strukturere samtalen – have overblik over forløbet og tiden.
Holde fokus eller gøre opmærksom på, hvis der sker ændring i fokus.
Turde sige det hun ser
Turde gentage det hun hører
Tage forbehold og bekymringer alvorligt
Sikre etikken.

Det kan anbefales, at der sættes tid af, til at deltagere kan bidrage med deres oplevelser af processen. Derimod skal der ikke tilføjes nye synsvinkler på problemet, når supervisionen er afrundet.
Evt. metarefleksion på ”temaet”.

Supervisionsmetoden og udviklingen evalueres løbende. Hvad har det betydet for det pædagogiske arbejde. Samarbejdet?
Hvordan har samspillet været mellem supervisor og supervisant? Hvilke justeringer skal finde sted?

Supervisionsprocessen.
Faserne i forbindelse med supervision i grupper.

Forberedelse
Hver deltager kan evt. nedskriver en lille episode eller oplevelse, som er lidt uafklaret og som vedkommende ønsker støtte til at se i et nyt perspektiv, øge sin indsigt i egen rolle eller støtte til at kunne handle anderledes.
Eller runde, hvor hver deltager har mulighed for at beskrive en hændelse eller et problem, som kunne være supervisionsrelevant.

Indledning og processen
Etablering af en tryg og respektfuld atmosfære
Det formelle niveau – aftale rammen – hvad vi skal nå – have ud af det, hvordan det bruges, hvordan der følges op på det – hvad vi ikke tager os af her…
Hvad vil du have ud af det? Hvad forestiller du dig, der kan komme ud af det?
Hvordan skulle det være, når vi er færdige? – Hvad skal være anderledes.
Hvad bekymrer dig?
Hvad ser du frem til med glæde?
Har du nogle særlige ønsker?

Efter. Metarefleksioner
Indkredsning af de vigtigste nye erkendelser.
Hvordan er det nu, med det problem du rejste i begyndelsen? Hvad er anderledes nu?
Ligner det noget i øvrigt fra din praksis? Hvad er det forskelligt fra?

Afklaring af – hvor vi står lige nu – og hvad der evt. skal til.
Sætte fokus på det, der kan gøres noget ved, lad være at bruge ressourcer på det, der ikke kan ændres.

Refleksioner over supervisionsprocessen, hvor teams og omkringsiddende deltagere har mulighed for at fortælle, på hvilken måde, de blev berørt af forløbet, tilkendegive empati og hvordan de evt. selv kender til problemet. Det er dog ikke tilladt at kommentere selve supervisionsindholdet eller komme med nye vinkler på problematikken.

Mere metarefleksion
Finde ressourcerne i problematikken.
Genkendelse af de eksistentielle problematikker.
Genkendelse af det fællesmenneskelige

En model for kollegial sparring og supervision
1. Fastlæggelse af tema og fokus. Supervisant forelægger emnet. Supervisor og supervisant finder i fællesskab frem til, hvad der skal være i fokus.
Fokus er den overordnede dagsorden for supervisonsforløbet. ”Hvad vil du gerne have ud af dette forløb, hvad skal være anderledes efter end supervision?”
2. Ønske om supervisionsform. Reflekterende team, perspektivtema, antal af reflekterende team/teams – samt rollefordelingen heraf. Der aftales tidsramme.
3. Supervisionens faser
1. Fremlæggelse af problemet. Fokus. En lang indledende fase, hvor supervisanten fortæller sin oplevelse af problemet. Supervisor lytter, støtter anerkendende     og forsøger at danne sig et billede samt skabe overblik.
2. Udforskningsfasen. Supervisor stiller spørgsmål af følgende art: Åbne, uddybende, om lignede situationer, om undtagelser, hypotetiske og cirkulære. Om     fordele og ulemper. Perspektiverende
Mål: at øge supervisantens indsigt og støtte supervisanten i at se problemet i nye perspektiver.
3. Inddragelse af reflekterende team/teams. Eller andre supervisionsmåder.
4. Ny dialog mellem supervisant og supervisor, der forholder sig, hvad det/de reflekterende teams
har bidraget med.
5. Afrunding. Nye perspektiver. Knytter sløjfen til fokus. Fremhæver ressourcer.
6. Dialog med gruppen om temaet i overordnet perspektiv/ generel betydning. Gruppens deltagere må ikke kommentere indholdet eller komme med andre forslag eller forståelser omkring indholdet i supervisionen, da det kan hæmme den selvregulerende     proces, som går i gang for supervisanten – efter endt supervision.

© Lianne K. Ervolder