Uddrag fra min artikel i ”Psykoterapeuten” Februar nr.1 2019

Denne artikel er i redigeret form et uddrag fra min certificeringsopgave på den treårige mindfulnessuddannelse, hvor jeg er uddannet fra `Skolen for anvendt meditation.
Jeg har ønsket at komme på sporet af, hvad der er på spil i mødeøjeblikket i asymmetriske relationer, som de ses i psykoterapi. At fange de mirakuløse små steder i mødet mellem terapeut og klient.

Et kalejdoskopisk blik på den terapeutiske relation
Den terapeutiske relation vil altid i sin grundform være asymmetrisk.
I det terapeutiske rum foregår der mange ting på én gang. Den asymmetriske relation mellem terapeut og klient indeholder selve det paradoks, at relationen ideelt set må være ligeværdig, men samtidig forskudt i et usynligt magtforhold. Det er terapeuten, der har `definitions- magten´<sup>1</sup> og således også etisk set ansvaret for processen.
Det er svært at beskrive selve magien i det ordløse mødeøjeblik og ikke mindst, hvad det kræver af terapeutisk konduite. `Det er en bestemt type forståelse baseret på empatisk indlevelse i den andens fænomenologiske felt´(Schibbye 1988). At stille sig åben i forhold til den andens oplevelsesunivers og fornemme hvordan det opleves i den andens perspektiv. At kunne høre mere end ordene og registrere metakommunikationens signaler, som formidles nonverbalt. Det at stille sig åben kræver at terapeuten har mod (og erfaring) til at være stille og fuldstændig nærværende i en ordløs kontakt. At kunne tåle ikke at vide hvad den anden vil sige og ikke straks byde ind med udforskende spørgsmål eller forslag.

At sanse rummet imellem
„Der sker næsten ingenting og så fatter man ikke, at det er så godt‟, sagde nu afdøde Peter Bastian om pauserne i et musikstykke.² Han betoner det resonansfelt, der efterlades når musikken stopper. De subtile næsten umærkelige vibrationer, der svinger i samklang med vores kropslige resonansbund, og som har stor betydning for vores oplevelse af musikken. Her sker `noget´ – og det er dette `noget´, jeg vil på sporet af.
  I samspillet med andre, for nu at blive i musikmetaforen, kan man raffinere sin melodi alene, men først når vi spiller sammen med andre, løftes musikken ud over eget instrument. Musikken får en bredspektret resonans i klang og fylde, når instrumenterne svinger sammen. Et instrument skal stemmes for at spille rent. Det er efter min opfattelse, hvad meditation kan gøre for terapeuten.
  At finstemme lydhørheden og skabe en klangbund, et resonansrum, det er muligt at læne sig ind eller samsvinge med. Hvor vi synkroniserer os i et fælles felt. I musikken eller når vi, som i korsang oplever at blive `høje´. Måske er det en form for genkendelse af samhørighed i mødeøjeblikket. Og det er værd at efterstræbe i den terapeutiske relation.

Det treenige paradoks
Inspireret af den finske børnepsykiater Jukka Mäkalä bruger Marianen Bentzen og Susan Hart begrebet `karavanefører´ for den person, der har ansvaret i asymmetriske relationer. Begrebet er en god metafor for det særlige forhold, der gælder i terapeut-klient relationen.
Her kunne det gælde, at en karavanefører skal vise ydmyghed overfor `magtens kraft´. Dvs. hun skal understøtte det gode, guide og lede på en tryg og tillidsfuld måde, skabe tro og håb og være følelsesmæssig neutral. Det sidste vil jeg omformulere til ikke at tage noget personligt eller identificere sig med klientens følelser (overføring og modoverføring). Desuden skal terapeuten have viden om, forståelse for – og nære kærlige følelser til klienten samt kunne sætte sig ind i hendes situation og følelser. `Man viser vejen ved at være til stede og ved at være nærværende og empatisk´. Klienten skal opleve, at der bliver taget hånd om hende. `Man skal være der, hvor det gør ondt´. (Hart. et.al, 2013. s. 298 ff.)

„I have to connect with something in myself, that know that feeling‟.

Det samme fænomen beskriver Ole Vedfelt (Vedfelt 2002) som `supramodale relationer elle et supramodalt rum´. <sup>3</sup> Her ligger opmærksomheden i den ubevidste, sublime sansning, hvor terapeuten følger processen med alle sanser og synkroniserer sig med klientens oplevelse. Hun skal kunne orientere sig i det „rodede og uforudsigelige‟, hvor hun må skabe rummet, såvel fysisk som psykisk med en tilpas rammesætning for både tryghed og overblik, og således at hun er i stand til at være i åbenheden. En mindfuld indstilling synes her fuldstændig adækvat. At være funderet i kroppen, nærværende og vågen uden anstrengelse. Et `open mind´, hvor spørgsmål stilles i åbenhed uden at formode noget bestemt, men samtidig have visse hypoteser og trække på sin viden og erfaring.
Nedenstående figur skal illustrere de mange modsatrettede faktorer, der er på spil. Forstået som det paradoks der ses ved, at terapeutens nervesystem på én gang – eller tilnærmelsesvis – er både i sympatisk og parasympatisk modus.

Terapeuten som karavanefører
Bevidst opmærksomhed. Overblik
Fokus og klarhed, Intuition (sympatiske niveau).

Terapeuten må have en mindful åben ikke dømmende, ikke vurderende indstilling og samtidig have sin erfaring, viden og teoretiske referencerammer at danne sig forsigtige hypoteser ud fra. Parasympatisk og sympatisk modus.
Terapeuten må skabe et trygt psykisk rum, hvor klientens nervesystem kan falde til ro (parasympatisk niveau). Terapeuten må derfor selv være et roligt sted (parasympatisk)

Bevidstheden på tværs af tid og rum
„Ser vi på resonansfænomenet i kvantemekanisk perspektiv, så beskrives kvanter som materiens mindste energiudvekslinger, der almindeligvis virker nede på atomniveauet og derunder‟, siger Alex Riel. „Kvanter er felter som opretholder deres helhed på tværs af tid og rum, og de kan afprøve flere muligheder samtidig. Det har ligheder med bevidsthedens tilstande, før en beslutning træffes‟.
  Kvanter har non-lokale egenskaber dvs. de er forbundet på tværs af tid og rum. Hvis bevidstheden også har non-lokale egenskaber er det et stærkt indicium for at bevidstheden vekselvirker med verden via kvanteniveauet. (Riel, A.)
  På det subatomare niveau findes intet fast stof, men en masse vibrerende energifelter. `Imellem disse interagerende energifelter, finder vi en utrolig stor mængde af noget, som synes at være ingenting. Vores kroppe er, ligesom alt andet stof, sammensat af en stor mængde `ingenting´ og derimellem nogle vibrerende energier i interaktion´(Gamborg.H. 1999).

Spejlneuroner
Det genetiske beredskab betyder, at spædbarnet allerede fra fødslen har spejlneuroner til rådighed, som giver det mulighed for at foretage de første spejlingshandlinger med omsorgspersoner. Dette spejlsystem er søgende mod at indgå i imitativ adfærd (Hart 2007).
  Eksperimenter viser, at beredskabet til spontant at spejle et andet menneskes følelsesmæssige udtryk ikke kontrolleres bevidst. Det betyder at ubevidste registreringer har betydning for oplevelse af tryghed eller utryghed alt efter, om vi registrerer venligheds- og smilemusklen eller bekymrings- og irritationsmusklen (ibid.).
  Nervecellerne, der bliver kaldt spejlneuroner blev opdaget i 90,erne af en gruppe italienske neurologer. De har konkluderet, at spejlneuronsystemerne gør det muligt at begribe andre menneskers sind, ikke gennem begrebsmæssige fornuftsargumenter, men gennem direkte efterligning, altså ved at føle og ikke ved at tænke (Bauer 2006).
  Dette forbindelsesled gør det muligt både kropsligt, følelsesmæssigt og tankemæssigt at indgå i et samspil med hinanden. Uden spejlneuroner vil der ikke være kontakt og empati.
  Spejlneuronsystemet er et socialt orienteringssystem, der aktiveres spontant og gør menneskelige situationer forudsigelige og beregnelige, hvilket bl.a. er grundlaget for fortrolighed. (Hart 2007).

Den forvandlende kraft i mødeøjeblikket
„Det er de kortvarige, følelsesdybe møder mellem klient og terapeut, der skaber forandringen i et psykoterapeutisk forløb‟. (Stern)
I bogen ”det nuværende øjeblik i psykoterapi” har Stern fokus på hvad der sker i en terapitime øjeblik for øjeblik. Med Sterns ord handler det om at indfange `det uforudsigelige og rodede´ i den terapeutiske proces og de vigtigste emergente<sup>4</sup> følgegenska­ber, nu-øjeblikket og mødeøjeblikket. Det indebærer en tæt be­skrivelse af, hvad der sker på det nuværende øjebliks lokale microniveau” (Stern 2004 s. 16).
  Den følte oplevelse af det nuværende øjeblik er det, der lægges mærke til netop i det øjeblik, der leves og er de små øjeblikshændelser, der udgør vores oplevelsesverdener, siger Stern
De beskrives som „øjeblikke af intens og ægte oplevelse, der kun varer få sekunder, men ofte afslører grundlæggende sandheder om selve oplevelsens natur‟. (ibid.).
  Særligt interessant er det, når disse øjeblikke står klart og deles mellem to mennesker. Disse oplevelser udgør de centrale forandrings­øjeblikke i psykoterapi og er knudepunkterne i vores nære relationer i hverdagslivet (ibid.).
  På et dybere plan kan terapeutens sensitive åbenhed og centrerede væren, åbne for kontakt til hjertets medfølende potentialer. Både hos terapeut og klient.
  Terapeutens bevidste nærvær og mindfulde indstilling, her forstået som en rummende åbenhed, ikke vurderende og medfølende indstilling sanses i det resonansfelt parterne er en del af.
  Det antages at terapeutens meditative praksis kan forfine hendes evne til at kunne respondere på disse subtile niveauer, om end det er vanskeligt at verificere.
 I det terapeutiske rum, hvor personens relations historie og tilknytningserfaringerne er aktive, kan en mangelfuld eller fejlafstemt tilknytningserfaring repareres, hvor terapeuten har mulighed for at fungere som repræsentation for ”den gode person”. Det sker i de små afstemninger, som Stern kalder microregulering, som synkroniserer de neurale forbindelser i hjernen, og som kun kan ske via dybe synkroniseringsprocesser. Centralt er det også at støtte klienten til at kunne kunne give accept til den problematik, der fylder. Hvor klienten er en slags vidne på egen forståelse. `Jeg ved af, at det er sådan det er´! Denne omstrukturering synes ligeledes at påvirke de neurale forbindelser og igangsætte den selvregulerende og selvhelende proces. Et område jeg tror, der i fremtiden vil udforskes yderligere, og som handler om hvordan vores tanker og følelser via microelektriske kræfter skaber nye neurale netværk. Mere om dette i fremtiden!
  Den overordnede begrebsramme med hensyn til Sterns mødeøjeblikke, tilknytningsteori og tidlige tilknytningsmønstre og følelsesmæssig resonans, synes at kunne bekræfte den umådelige betydning terapeutens nærværskompetence kan have på det oplevede øjeblik og den dermed forbundne samhørighedsfølelse. Måske kan vi være på sporet af dette `noget´ i de `levede subjektive oplevelsesøjeblikke´, som Stern også kalder dem, og hvor vigtig synkroniseringskompetence er i den terapeutiske relation.