Pædagogisk arbejde indeholder komplekse processer, der vanskeligt lader sig beskrive eller organisere. Det er en levende organisme, der består af en række møder mellem pædagoger og børn, hvor indholdet og relationen komplementerer hinanden.

Rummet er den tredje pædagog, siger man. Forberedelserne og organiseringen er den fjerde. Fundamentet er “mødet.” Den værdsættende og udforskende samtale er det psykiske rum, det hele udfolder sig i.

Den sociale dimension: Organisering af børnegruppen, der sikrer venskaber.

Overvejelser om aldersopdelte/aldersintegrere grupper – drenge/pigegrupper i forskellige sammenhænge. Er der f.eks. nogle aktiviteter eller fællesskaber, hvor der fordrer rene drenge og pigegrupper? Overvågningsfrit rum. Såvel i tid som i de fysiske rammer, må der gives plads til børnenes leg og selvorganisering, uden voksenintervention.

Relationen. Pædagogens relationskompetence.

•Opmærksomhed og nærvær. Tilgængelighed.
•Anerkendelse og støtte til barnets initiativer.
•Samtalen. Udforskende dialoger. Opmærksomhed og feedback.
•Evne til at skabe kontakt, spejle barnet med kropssprog og gestik.
•Give værdigt modspil, leve sig ind i barnets perspektiv.
•Den voksnes betydning for barnets oplevelse af sig selv gennem nærhed, varme kropskontakt evt. berøring.
•Uover det følelsesmæssige aspekt omkring at føle sig set, rummet og værdsat bidrager det til sanseintegration.
•Selvværd og selvtillid.
Den voksens møde med barnet.
Det man giver opmærksomhed, giver man liv.
Opmærksomhed og interesse er hjertet af menneskelige relationer, det kan få os i kontakt med vores dybeste ressourcer.
Gennem opmærksomhed og nærvær er vi i stand til at transformere selv de vanskeligste situationer.

Ressourceorienteret opmærksomhed. At den voksne bygger på ressourcer frem for fejl og mangler.
At kende barnet i sig selv for at kunne sætte sig i barnets perspektiv. Ikke selv blive barnlig – men huske det og bruge denne erindring som en erfaring.

Udforskningsområder

•Hvorledes kontakten mellem børn og voksne finder sted.
•Kan man pege på områder der henholdsvis styrker eller hæmmer kontakten i samspillet?
•De voksnes opmærksomhed, kommunikationen, kropssprog – og børnenes reaktioner herpå?
•De pædagogiske holdninger og samspilsmåder.
Hvordan afspejles de i relationerne mellem børn og voksne – og mellem børnene indbyrdes? Hvad betyder der for barnets oplevelser og udtryk?

•Hvad tillægges betydning i den pædagogiske rum – bevidst og ubevidst?
•Hvor stor er pædagogens tolerancetærskel, tålmodighed og rummelighed?
•Hvordan sættes grænser? Er de ressourceorienteret, dvs. søger at understøtte barnets ressourcer og initiativer – eller søger de at korrigere barnets adfærd?
•Skabes ro gennem at skælde ud, irettesætter. Eller vejledes og samles opmærksomheden gemmen den åbne dialog og fortællingen?
•Hvordan ser pædagogen børnene? Hvordan og med hvilke tillægsord beskrives barnet? Tillægsord er en definition – vurdering/dom/konklusion.
•Pædagogens holdning, forforståelse og fordom. (fortæller mest om iagttagerens objektiv).
•Hvilken betydning har det for, hvad vi lægger mærke til og hvordan vi tolker på det. “Det er typisk Peter!”
•Hvor gode er pædagogerne til at opfange og støtte børnenes initiativer, intentioner og kompetencer?
•Hvordan påvirker virksomhedsplanen, mål og værdier umiddelbarheden i mødet?
Lidt mere om organisering af børn i grupper.
Samling. Organisering med skift i aktivitet. Vekslen mellem opmærksomhed på det enkelte barn og hele gruppen. Vekslen mellem kropslig udfoldelse, små udforskende
opgaver (ex. gåder), sange, historier genre om børnene eller egne oplevelser fra barndom eller nutid.
Den anerkendende samtale er det bærende element og fortællingen skaber liv og opmærksomhed.
Indledning med opmærksomhed på børnegruppen, hvem er tilstede og hvem mangler. Hvad ved vi om dem der mangler.
Hvis der skal gives informationer kunne det være tidspunktet. Hvad skal dagen bringe.
Lidt vekslende underholdende indhold (se ovenstående)
Afslutning med, hvad der skal ske nu. Evt. resume fra indledning.
Det er vigtigt at børnene kan orientere sig i forhold til, hvad der skal ske.
Samtale om emne.
Gælder samme kriterier som ovenstående. Indholdet forberedt på forhånd. Evt. billeder og andet illustrativt materiale er parat. Hvis indholdet er af meget “faglig” karakter, fortæl det som/digt en personlig historie.

Introduktion til en aktivitet
En god fortælling kan støtte introduktionen til en aktivitet. Pædagogen fortæller om, dengang, hun var barn eller inkluderer de tilstedeværende børn i historien. Der var engang nogle børn, der skulle..
Den dramaturgiske rammeleg (ex, katten efter musen) er ligeledes et eksempel på, hvordan fortællingen med roller giver børnene mulighed for at forstå abstrakte regler.
Modeller til anskueliggørelse kan være en slags stilladser for de billeder, børnene skaber i hovedet.

Vær opmærksom på, at kollektive beskeder er ikke personlige – og derfor ikke behøver at efterleves af den enkelte.

Overvejelser omkring alder, køn, kompetencer, venskaber, voksenkontakter.

Under aktiviteten
Den/de voksne skal placere sig sådan, at de kan vejlede børnene i mindre intimgrupper.
I de fleste tilfælde er det en fordel at de voksne sidder ved børnene. At gå rundt og støtte kan være nødvendigt. Dog er det er ikke altid behageligt at have en voksen bag sig, der læner sig ned over barnet for at hjælpe.
Ved måltider
Overvejelser omkring, køn, venskaber og voksenkontakter.
Hele gruppen samlet eller mindre grupper. De voksnes placering. Voksenfrie grupper/ voksenstøttede grupper.

Udforskningsområder
Samtalen I samling (gruppe), hvor de voksne samtaler med/ giver børnene fælles beskeder.
•Historielæsning. Sang etc.
•I forbindelse med almindelige dagligdags situationer med optakt til spisning, gøre sig klar til udflugter, en aktivitet.
•Fællesmåltider.
•Aktiviteter og projekter. Samtale og filosoferen med børn. Den udforskende
og eksperimenterende tilgang til de projekter, der arbejdes med.
•Ved opbrud og afslutningen af en aktivitet.
Det kan være nyttigt at se på “etablering og afslutning” af noget. Det er nemlig her vi kan se, at børnene bruger mange ressourcer på at forstå og orientere sig omkring, hvad der skal ske. Og det er ofte dér, at den voksne har “planer” om det, der skal ske i hovedet, og derfor forsøger at skabe ro så planen kan føres ud i livet.

Den udforskende og initiativstøttende samtale. Når voksne samtaler med børn stiller de ofte vidensspørgsmål eller lukkede spørgsmål, der kun kan besvares med ja eller nej. Men børn skal ikke tjekkes på, hvad de ikke ved, men understøttes i deres initiativer og forsøg på at magte og forstå verden.
Den voksne kan bidrage med et bud frem for at barnet føler sig presse til at give et svar.

Samtalen/dialogen eller relationen mellem barnet og den voksne, er det psykiske rum, hvori livet udfolder sig. Relationen rummer følelsesmæssige aspekter, der kan styrke barnets selvværd, selvindsigt og erkendelse. Eller det modsatte.
Samtalen kan skabe udviklingsstøttende processer med udgangspunkt i det enkelte barn – og børnegruppens ressourcer?
Det børnene siger skal spejles, give feedback og anerkendelse.
Der skal ikke stilles nye spørgsmål, hvis man vil afslutte samtalen. Samtalen kan afsluttes med: Det var godt eller dejligt at høre om ….. tak skal du have for at fortælle os det/dele det med os.

Gribe det børnene siger – udforske – evt. delagtiggøre de andre. Balance mellem at gøre fælles og ikke komme til bruge barnets oplevelse til at fremme eget “projekt.” Måske er det nok at gentage det og kommentere det højt, så de andre børn skærper deres opmærksomhed på det.

Fra videns spørgsmål til udforskende, hypotetiske spørgsmål, der inddrager og bygger på barnets perspektiv gennem at følge børnenes spor. Spørgsmål, der åbner for barnets egne formuleringer. Fortælling og dialog. * Identificering af de mere eller mindre bevidste processer og dynamikken i forhold til den enkelte og gruppen. Bevidst og ubevidst kommunikation. * Identificering af de ressourcer, der er tilstede.
•Interview af børn og tolkning af børneinterview
•Fortællingen er alfa omega for at give samtalen liv. Det er barnet umiddelbare erkendelsesform, som det ses i legen. Det er samtidig muligt at gøre fortællingen personlig, hvor børnene inddrages som personer i historien eller med personlige oplevelser. Eventyrformen, der var engang… dengang jeg var barn …hjemme hos min mormor…i gamle dage ….

Udforskningsområder

•Hvordan forstår børnene – og agerer på de meddelelser, de voksne giver?
Er der områder, hvor vi kan se, at kommunikationen fremmer børnenes forståelse?
•Kommunikationen når børnene bliver afleveret – og ved afhentning.
•Hvordan lytter voksne og går i dialog med børns fortællinger, fabulering/fantasi, som ses som udtryk for deres selvforståelse, opfattelse af andre og livet selv.
Filosoferes der med børnene?

Bevidst og ubevidst kommunikation
Ubevidst kommunikation og spejling. Den ubevidste sansnings betydning. Hvilke udtryksformer, verbale som kropslige kan indkredses.
hvilken betydning har den ubevidste kommunikation og kropssproget i samspillet mellem barnet og den voksne – og børnene indbyrdes?
Den voksnes umiddelbare og intuitive forståelse af barnets behov og fordring.
Fordring skal her forstås som: Barnets krav til den voksne om at blive mødt, forstået, få anerkendt sit perspektiv og udtryk samt anerkendt sine følelser.
Ordvalg. Stemmeføring. Kropssprog og mimik. Feedback. Modspil, medspil, spejling. Rummelighed. Ro, opmærksomhed og nærvær.

Udforskningsområder i børnehøjde.
Fokus på barneperspektivet og børnenes udtryksmåder.

•Børnenes sociale relationer, indbyrdes kommunikation, leg og venskaber.
•Samtaler mellem børn – børn.
•Social kompetence, deres venskabsforbindelser og initiativer til nye venskaber samt konflikthåndtering?
•Konflikter mellem børnene.
•Hvordan støtter, medierer de voksne i forbindelse med børns indbyrdes konflikter?
Pædagoger som værdige identifikationsmodeller. Vi voksne er rolle, identifikations – og læringsmodeller for børnene.
Hvordan kan voksne fremstå som værdige identifikationsmodeller?
Det bliver stadig tydeligere, at de personlige egenskaber hos den voksne, har betydning for samspillets kvalitet. Den bevidste og ubevidste kommunikation er det bærende i relationen. Den voksne er rollemodel for adfærd og normer, drive eller træthed, mod på livet eller forsigtighed m.m.
Udfordringen ligger deri, at den voksne på én gang må være en menneskelig – og værdig rollemodel og kunne støtte, vejlede og udfordre børns i deres udvikling
En af udfordringerne i pædagogisk arbejde fremover kunne måske være en øget opmærksomhed på dette: At skærpe og udvikle en følsomhed for at kunne indstille sig på barnet – og herigennem kunne få indsigt i barnets perspektiv. Skærpelse af evnen til at kunne vise empati.

Dokumentationen og børnenes spor. Kontinuitet og sammenhæng

•Arbejdsredskab for bevidst pædagogik – faglig opmærksomhed og refleksion.
•Inddrage og bygge på barnets perspektiv gennem at følge børnenes spor.
•Synliggørelse af hverdagsliv samt erindringsstilladser for børnene.
•Arbejdsform, der skaber større fælles bevidsthed
Udforskningsområde:
Opfanges og støttes deres udtryk, det de er optaget af?
Eks. musisk- kreative udtryk, deres praktiske handlekompetence, legen, selveksperimenterende læreprocesser m.m.

Aktiviteter og forløb. Organisering, struktur og ledelse.
Principper for udviklingsstøttende processer med udgangspunkt i det enkelte barn – og børnegruppens ressourcer.
Bevidste overvejelser omkring, hvordan de voksne kan skabe rammer, der på en gang bygger på de erfaringer og den viden børn allerede har – samt skabe rum for nye erfaringer. Og at det er pædagogens ansvar.

•Planlægning, kontinuitet og integrerende baggrunde for barnets oplevelse og erkendelse.
•Introduktionens betydning for barnets orientering. Arbejde med modeller.
•At forbinde tidligere oplevelser til forestående aktivitet.
•At gøre børnene interesseret gennem fortællingen.
•Organiseringens betydning for relationen og pædagogens nærvær.
•Fra voksenstyring til dialog med børnene.
Pædagogens engagement og begejstring skulle gerne afspejle, at den her aktivitet er det mest spændende, der findes i verden, og tænk, det skal vi lave – bliver det ikke bare sjovt/er det ikke spændende?

For meget plan i baghovedet. Ser ikke børnenes initiativer.
For lidt plan. Mister orienteringen. Utryghed, uoverskuelighed og stress.
Introduktionen: Model, der skaber billeder. Give mening – kunne orientere sig, skabe forventning.

Udforskningsområde

Organiseringen inden. Overveje – begyndelse og slutning – hvad vil vi undervejs.
Hvordan gives der plads til brud og spontane ideer.
Er der lydhørhed overfor børnenes ideer – kropsudtryk.

Praktisk forberedelse og organisering
Den praktiske forberedelse og den gennemtænkte organisering bærer halvdelen af den varme og trygge atmosfære i mødet omkring en aktivitet P-B. At de voksne har talt sammen inden en aktivitet om, hvad de vil, hvordan de skal gøre det og hvem der gør hvad, giver mindre stress, giver de voksne mulighed at kunne være nærværende tilstede, følge børnenes spontane indfald og improvisere.
Materialerne er gjort klar og placeret i nærheden af, hvor de skal bruges.
Ikke alle materialer skal nødvendigvis sættes frem på de arbejdsborde, hvor børnene sidder. Står der lidt (evt. modeller ) på bordet for at skærpe appetitten, er det lettere for børnene at overskue den aktivitet, de er i gang med, hvis materialerne bringes frem efterhånden, som de skal bruges.

Copyright Lianne Ervolder