Den voksnes forfinede opmærksomhed på det enkelte barn skærper sansningerne og har afgørende betydning for barnets udvikling.

Det er morgen i institutionen. Pædagogen, Charlotte, tager imod børnene med et varmt og nærværende ”God morgen”! Hun nævner hvert enkelt barn med navn: `God morgen Julius. Dér kommer du´. Og henvendt til de øvrige børn: `Nu kom Julius også´.

Børnene sætter sig på madrassen og laver en variation af, hvem er her i dag leg og borte tit. Børnene placerer nemlig på skift en kurv over hovedet. Charlotte spørger. `Hvor er Julius?’ Gentager, kigger sig omkring og slår ud med armene. `Er der nogen, der har set Julius?´ Julius´ krop dirrer af spænding og han er lige ved at tage kurven af. Flere børn peger i retning af ham. Charlotte løfter forsigtigt kurven og siger begejstret. `Nåh. Dér er Julius. Dér er du. Dér var du`. Nu putter Julius kurven over Sofies hoved og siger `Også Sofie ´. Legen fortsætter, indtil et nyt barn kommer og bliver modtaget med samme opmærksomhed.

Pædagogens forfinede opmærksomhed på det enkelte barn og børnegruppen, synes at være det, der bærer stemningen. Rummet `emmer´ af varme. Mens jeg filmer, mærker jeg varmen brede sig i min krop.

Projektet havde til formål at kaste lys på pædagogernes relations- og nærværskompetence, med fokus på nærvær i dagligdags situationer. At fange `øjeblikket´; dét Stern beskriver som `et kortvarigt, følelsesdybt møde´, her mellem barn og pædagog, og som har afgørende betydning for barnets kropslige, følelsesmæssige og sociale udvikling.

 

Det magiske øjeblik i nuet

Set i et tilknytnings-perspektiv handler det om sensitivitet i nærværet, som befordrer dybe afstemningsprocesser. Vores nervesystem modnes nemlig i en relationel sammenhæng via de mange små afstemninger, som Stern kalder mikroregulering, hvor vi synkroniserer de neurale forbindelser i hjernen.

Stern beskriver disse mødeøjeblikke som `mikroøjeblikke´, som det måske tydeligt ses i afstemningen af kontakten mellem en mor og et spædbarn. Han har fokus på, hvad der sker på et øjeblik, der kun varer nogle få sekunder og han betegner dem `oplevelsens grundlæggende byggestene´ (Stern 2004).

Det er for mig at se fuldstændigt fundamentalt i forhold til barnets oplevelse af sig selv og dets tilknytningsoplevelser, at den voksne har en nærværende indstilling i mødet. `Det er de små øjeblikshændelser, der udgør vores oplevelsesverdener´ – som for eksempel et anerkendende blik og smil (Stern 2004 ibid.).

Pædagogens evne til at spejle og synkronisere sig med barnet, aktiverer spejlneuronerne og skaber et følelsesmæssigt resonansfelt. Det har umådelig betydning for det oplevede øjeblik og den dermed forbundne samhørighedsfølelse. Med en ’mindfull indstilling’ og simple øvelser kan pædagogen fremme bevidst nærvær og empati i børnegruppen. Mindfulness indstillingen, som rummende, accepterende og ikke vurderende, er en grundlæggende forudsætning for den subtile kontakt i pædagogiske relationer, hvor den medfølende indstilling sanses i et resonansfelt parterne imellem. Hjertekontakt og kærlige følelser må derfor ideelt set – og som udgangspunkt flyde gennem disse relationer.

Mindfulness er noget vi tilføjer allerede kendte aktiviteter

I pædagogisk sammenhæng synes det oplagt at implementere mindfulness tilgangen til de aktiviteter, børn og voksne udfolder i forvejen, men også som spontane `gearskift´ øjeblikke i løbet af dagen.

I samarbejde med en kollega gennemførte jeg et projekt i en børnehave, hvor vi ønskede at inspirere til regelmæssig meditation og i højere grad inddrage bevidst nærvær i den pædagogiske praksis, såvel i aktiviteter som i hjælp til at bevare roen i pressede hverdagssituationer. Vi indledte projektet med at formidle mindfulness til to af pædagogerne over fem gange. Herefter fortsatte vi, i samarbejde med pædagogerne, med en børnegruppe på ti børn.

Pædagoger har generelt gode forudsætninger for at arbejde med mindfulness aktiviteter på baggrund af og gennem deres erfaring med lege-idrætsøvelser, rytmik og bevægelse, afspænding og arbejde på det psykosociale plan. Øvelserne var således med afsæt i den eksisterende praksis.

Pentagrammet og den tibetanske klokke og syngeskål

Vi tog udgangspunktet i Pentagrammet med inspiration fra ”Børns Livskundskab”, en pædagogisk model til støtte for arbejdet med mindfulness i pædagogiske institutioner. Modellen integrerer tilgange til krop, hjerte, bevidsthed, åndedræt og kreativitet – det hele menneske. Den repræsenterer fem af vores medfødte og naturlige grundkompetencer, som tilsammen udgør en helhed, og som vi altid har adgang til. I barneperspektiv kan de forstås således:

Kroppen: Barnets bevægelse, kropslige udtryk og lege

Hjertet: Empati, medfølelse og samhørighedsfølelse

Kreativitet: … det ses blandt andet i børnenes rolleleg som en slags grundkreativitet¹

Åndedrættet: Vores autonome regulering af livsenergien

Bevidstheden: Den vågne bevidsthed og opmærksomhed, som hos barnet ses i dets åbne nysgerrighed og trang til udforskning

Det foreslås at mindfulness øvelser altid har mindst tre af disse områder involveret samtidig. Og da børnehavebarnets vigtigste aktivitet er rollelegen, må mindfulness aktiviteter altid have en legende karakter.

Fra start skabte vi en ramme med faste ritualer, som børnene kunne orientere sig i. For eksempel indførte vi, at den tibetanske klokke lyder hver gang, der er `gearskifte´. Resonansen fra klokken synes at have en opmærksomheds-samlende effekt og børnene accepterer fuldstændigt, at der ikke snakkes, når klokken er slået an. Det er også muligt at henlede børnenes opmærksomhed på, hvor i kroppen, de kan mærke klokkeklangen.

Et par eksempler
På madrasserne ligger børnene med lukkede øjne. `mærker madrassen -­‐ mærker åndedrættet´. Den ene pædagog går rundt og placerer en lille tøjløve `Zimba´ på børnenes mave til brug for kropsscanning. Igen et ritual, at bruge Zimba til at fokusere på forskellige områder af kroppen og fx. mærke maven løfte og sænke sig, når vi har fokus på vejrtrækningen.

Kropsscanningen foregår med hviskestemme, og vi beder dem om at lade Zimba ligge forskellige steder på kroppen. På den måde kan vi se, at børnene følger med.

Igen gearskifte med klokke.

At mærke sig selv og hinanden

Børnene skal op og stå og holde hinanden i hånden. `Kan du mærke hånden´?

Vi slipper og har fokus på, om de stadigvæk kan mærke sidemændenes hænder. Herefter går vi samlet med hinanden i hænderne mod midten -­‐ slipper og vender opmærksomheden indad -­‐ igen med hinanden i hænderne går vi baglæns tilbage. Det gentages et par gange. Formålet er at rette børnenes opmærksomhed ud på fællesskabet og på indadvendt ro.

Et hit var drømmerejsen, hvor jeg på forhånd havde skrevet en lille historie indeholdende flere mindfulnessaspekter. Luk øjnene … mærk hvordan du trækker vejret ind gennem næreborene og puster ud igen gennem næseborene. Mærk madrassen du ligger på. Mærk at kroppen bliver helt afslappet og tung. Så… nu er du parat til høre en historie… Historien havde så fokus på sansninger, da jeg har erfaring med, at det har en bevidsthedsændrende effekt at skifte ’hjernebølgefrekvens’.

Øvelsen lagde vægt på børnenes billeddannelse, en medfødt kompetence repræsenterende en af pentagrammets fem områder, kreativiteten.

Vi havde en fast afslutning med afspænding, ofte med lettere massage fra de voksne, som gik rundt mellem børnene og ”nussede” dem blidt og holdt begge hænder omkring deres fødder (skaber grounding).

For mig var den mest berørende oplevelse, da jeg den sidste dag gik rundt med min tibetanske syngeskål. Den blev på skift lagt i børnenes fremrakte hænder. Jeg lagde min ene hånd under børnenes hænder, så de mærkede kontakten, kiggede dem i øjnene og nævnte deres navn. Herefter slog jeg klangen an og lod den stå og vibrere til den klingede af. De øvrige børn ventede opmærksomt på deres tur. Det var en smuk oplevelse` og et af Sterns ’magiske øjeblikke i nuet´ med en interaktion, som kun varer få sekunder, men som løfter stemningen op på et nyt niveau. Dette resonansfelt beskriver Stern som en følelse af at være forbundet eller på samme bølgelængde.

Mindfulness kan støtte pædagogens nærværs kompetence, hvor pædagogens egen meditative træning synes at have betydning for graden af kontakt i relationen. En ro som virker afsmittende på den anden.

Et af pentagrammets fem ben handler om hjerte, medfølelse og empati (se ovenfor). Dalai Lama skriver om dette: `Neurovidenskabelig forskning, som ledes af min gamle ven professor Richard Davidson, har bevist, at selv korte perioder med medfølende træning, så korte som to uger, kan føre til betragtelige forandringer i hjernens mønstre. Det er mit håb, at en sådan forskning kan bane vejen for indførelsen af træning i medfølelse i skolerne, som virkelig kunne blive umagen værd. Ja, som jeg ofte har påpeget er det vitalt, at når vi uddanner vore børns hjerner, må vi ikke glemme at uddanne deres hjerter, og hovedelementet i hjertets uddannelse må være at nære deres medfølende natur´

If every 8 year old in the world is taught meditation, we will eliminate violence from the world with one generation. Dalai Lama

Referencer

Dalai, Lama.H. H: (2013) Etik for en hel verden. Forlaget Visdomsbøgerne
Ervolder, L.K: (2009) Øjeblikke. Om nærvær og opmærksomhed i pædagogisk arbejde. 2 dvd.er med videooptagelser fra udviklingsprojekt i en vuggestue.

Foreningen Børns Livskundskab

Jensen, H: (2014) Nærvær og empati i skolen. Akademisk forlag

Stern. D.N:(2004) Det nuværende øjeblik i psykoterapi og hverdagsliv.
Hans Reitzels forlag

Af Lianne Ervolder, pædagog, psykoterapeut, MPF Stress-og traumeterapeut, Mindfulnessinstruktør, konsulent og underviser. Denne artikel har været bragt i det pædagogiske tidsskrift 0-14 Tema 3/2016.