Jeg er på vej ned af rulletrappen i Illum. Det er tæt på jul og foran mig går en bedstefar med sit barnebarn, en pige på ca. 4 år. De ser ud til at have det rigtigt hyggeligt sammen. Han peger på lysene i loftet og snakker med sit barnebarn om det, de ser undervejs.
Jeg går og forestiller mig, hvordan jeg engang skal gå på juleudstilling med mine børnebørn.
En tradition, som jeg husker langt tilbage fra min egen barndom.
Da vi er næsten nede tager bedstefaren lidt mere fast om armen på pigen og siger til hende: “
Nu skal hun passe på, for nu er vi lige straks nede.”
Umiddelbart registrerer jeg bare denne bemærkning. Naturligt nok. Han passer på sit barnebarn.
Da jeg har gået lidt, kom jeg til at tænke nærmere over, det han sagde:
“Nu skal du passe på!” Og jeg tænkte videre på, om han mon ville have sagt det, hvis det havde været en dreng? Ville han ikke snarere have sagt noget i retning af: “Nu skal du lige straks være parat!” eller “Kom – spring!”.
Et stykke tid herefter lagde jeg bevidst mærke til, hvilke meddelelser voksne giver børn, når de står overfor en udfordring. Ofte, men selvfølgelig ikke altid, var min antagelse rigtig. Når vi snakker til piger, siger vi oftere “pas” på end “vær “parat”. Altså en opfordring til at trække sig tilbage og tage mod beskyttelse. Omvendt, når vi snakker til drenge, ligger det mere lige for at opfordre til parathed og opmuntre til handling.
Kigger vi nærmere på disse to meddelelser, repræsenterer de to forskellige budskaber, som giver kroppen to helt forskellige informationer. I det første budskab ligger en opfordring til indadvendthed.
I det andet budskab en opfordring til aktivitet og udadrettedhed.
Eller sagt på en anden måde. “Pas på” budskabet repræsenterer indadvendthed og passiv energi. “Parat” budskabet repræsenter udadvendthed og aktiv energi.
Fokus på drenge – og pigeadfærd
Hvad er kønsroller egentlig? Er der en forskel på pigernes og drengenes måde at møde livet på?
Hvis der er, har vi så overhovedet nogen indflydelse på dette?
Forskelle kønnene imellem har optaget mennesket i generationer. Også den pædagogiske debat har igennem tiden haft skiftende opmærksomhed på kønsforskelle.
De sidste par år har der især været særligt fokus på drengene i institutionerne med deres voldsomme, larmende og kropslige måde at udtrykke sig på. Noget som, hvis vi skal tro debatten, særligt provokerer de kvindelige pædagoger.
Drenge udtrykker sig ofte højlydt og med store armbevægelser. Det provokerer kvinderne.
Og institutionsverdenen er et kvindeunivers.
Det leder her opmærksomheden videre på drengenes manglende identifikations- muligheder med eget køn. Institutionerne indrettes ud fra kvinde-æstetiske normer med hygge, blomster, smukke farver
og detaljer.
I dette miljø gives drenge ingen chancer. “De stakkels drenge” hedder det sig.
Et par år tidligere havde vi en lignende diskussion bare med modsat fortegn. Her gjaldt det især de stille piger i skolen, hvor klasserumsforskningen kunne påvise, at det er drengene, der fylder mest. Deres historier og spørgsmål appellerer mere til “objektiv undervisning”. Pigerne derimod overses, deres oplevelser ignoreres.
De er henvist til deres eget “intimrum” i deres forsøg på at forstå og fortolke verden.
Ikke uden grund kom der i forbindelse med kvindebevægelsen især fokus på pigernes muligheder i et mandsdomineret samfund med patriarkatet igennem århundrede.
Forskelle og holdninger til piger og drenge i daginstitutionen
En gruppe norske psykologer ønskede gennem et forskningsprojekt gennemført i perioden 84- 87, at se nærmere på, om der var forskel på de voksnes adfærd og relationer i forhold til drenge og piger i børnehaverne. (1. H. Nielsen). Projektet påviste, at især kvindelige pædagoger diskriminerer pigerne, især på kontakt.
De voksnes blik bliver oftere vendt mod drengene. Pigerne skal nærmest være på taleafstand (2 meter) med den voksne for at få opmærksomhed.
Der blev brugt mest tid på drengene, de fik flest henvendelser, blev mest omtalt og fik mest individuel opmærksomhed. Det gamle ordsprog “det hjul, der piber mest, får mest olie,” forklarer måske ganske godt denne beskrivelse.
De påpeger endvidere, at pigerne som regel tiltales og omtales gruppevis, de får sjældnere svar på henvendelser, og de svar, de får, opmuntrer ikke til at videreføre samtalen.
Drengene får hyppigere og mere interesserede svar, og de får langt flere opmuntrende kommentarer til deres aktiviteter.
Når drengene overtræder givne regler, giver det færre konsekvenser, og de voksne tolererer i højere grad, at drengene ignorerer irettesættelserne.
Pigerne blev bestyrket i at være “fine” – drengene i at være “tough”.
Mine egne erfaringer, især fra tilbagemeldinger fra pædagoger, som har deltaget på mine kurser, fortæller mig endvidere, at kvindelige pædagoger især står af på pigernes kontaktforsøg til den voksne (klæbe, gøre fortrolighed), og deres måde at løse konflikter på (fnidre, udelukke, surhed osv.).
Drengenes direkte, og oftest meget kropslige og kontante måde at klare en konflikt på,
rammer ikke umiddelbart pædagogernes “blinde pletter” . Det er bare lidt besværligt, men ok, det er jo drenge.
Samtidig er det værd at være opmærksom på, at vi nok ubevidst understøtter pigernes adfærd, idet de regler, der især gælder for pigelege, stort set ligner de holdninger, vi voksne har til social acceptabel adfærd. Pigernes måde at organisere legen på, legens indhold og deres opmærksomhed på de sociale processer er helt overensstemmende med det kvindelige univers’ forståmåder. Vi synes, det er hyggeligt, når pigerne sidder omkring bordet og småsysler. Det er roligt, giver en hyggelig atmosfære og frem for alt, giver det pædagogen en fornemmelse af, at have styr på situationen.
På lignende måde understøttes de større piger oftest i, at være opmærksomme på de mindre børns behov. En adfærd, som betragtes som meget social og derfor møder megen ros og anerkendelse fra de voksne.
Set i ovenstående perspektiv, ser det altså ud til at piger diskrimineres på kontakt og opmærksomhed.
Men hvordan ser det så ud for drengene
Som tidligere nævnt, har der især de sidste par år været fokus på de fysiske rammer og drengenes udfoldelsesmuligheder.
“Giv drengene et våbenhus, som pigerne har dukkekrog” er det blevet sagt.
Drengene er ret vilde, set med kvindeøjne. De vilde og larmende lege generer de kvindelige pædagoger, der oplever disse tumultlege som kaotiske og uoverskuelige. Og det er hvad kaoslege er. Tumultagtige og uforudsigelige. Men det er netop det, der er så tiltrækkende for drengene.
Mange kvindelige pædagoger finder endvidere stort ubehag ved børnenes “krigslege” og de dertil medbragte våben. Ubevidst forsøges legene stoppet ved at opstille forbud mod våben i institutionerne.
Det er ligeledes almindeligt, at kvindelige pædagoger tager afstand fra et godt slagsmål ledsaget af mange moralske forklaringer om, at man da kan snakke om tingene.
Inde på stuen fylder drengenes “vilde” og kropslige lege meget i de overfyldte og overmøblerede rum, hvor pigernes stille og overskuelige sysler langt bedre matcher
den stressede institutionshverdag.
Endelig har vi så det helt store problem. Drengene har ikke reelle kønsidentifikationsfigurer, når der kun er kvinder ansat i institutionerne.
Jeg husker en episode for nylig, hvor jeg skulle besøge en af mine studerende i praktik.
Ude på legepladsen ser jeg en ung pædagogmedhjælper af hankøn løbende på tværs af legepladsen. Efter ham følger en hale af små hujende drenge, svedige og med fryd i øjnene.
Da jeg ser dette, udbryder jeg i begejstring.” Sådan én skulle enhver institution have!”
Hertil svarer en af de øvrige ansatte mig. “Ja. Ja. Men han mangler nu overblikket!”
Jeg tror ikke, vi kvinder reelt kan forestille os suset ved at tumle i hujende fart (uden overblik) efter hinanden. Drengenes “tonsen” virker både trættende og formålsløs i kvindeperspektiv. Her kan vi ikke være med. Vores kromosomer er forkerte, vi mangler
“kamphormonet”, som nogle kalder det.
Måske handler det netop om det. At det mandlige kønshormon indeholder mere aggressivitet/adrenalin (læs energi) end det kvindelige. Drengene er ganske enkelt mere kropslige og urolige fra naturens hånd.
Så det ser altså her ud til at drengene især diskrimineres på udfoldelsesmuligheder og handlerum.
Her ser jeg anslaget til de forskelle, vi umiddelbart kan se.
At drenge har stor udadvendt aktivitet, er i opposition, har travlt med at gøre og handle.
Psykologisk set kaldes det at være ekstrovert (udadrettet).
For pigerne handler det mere om at være, at skabe fællesskab og intimitet, at tage vare på de sociale processer, som det ses særligt i rollelegen.
Psykologisk ses kaldes det at være introvert (indadvendt).
Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at piger ikke også kan være aktive og udadrettede.
Eller for den sags skyld, at drenge ikke kan være omsorgsfulde og sociale. Den ene udtryksform ser imidlertid ud til at være mere dominerende end den anden kønnene indbyrdes. Og pudsigt nok ligner disse udtryksformer fuldstændigt det, vi normalt betragter som maskuline og feminine udtryksformer.
Lidt groft generaliserende kunne vi derfor konkludere:
Drengenes opmærksomhed er rettet mod den store verden, de ønsker at bruge kræfter, sammenligne sig, konkurrerer. Det er de ydre egenskaber, der tæller. Hvor stærkt kan bilerne køre, hvem er stærkest, kan hoppe højst, hvad er man god til osv.
Pigernes opmærksomhed er derimod rettet mod den nære verden. Her handler det om intimitet, identifikationsfællesskab, at høre til i en gruppe, at få kontakt og opmærksomhed. Det er de nære, psykiske egenskaber. Hvordan man er, hvordan man skal være, at se ud, der har betydning.
Psykolog Inge Petersen sagde det engang således (ukendt kilde): “Drengene lever i nuet og igennem handling. De er handleorienterede. Pigerne lever i fortid og fremtid og ved ord. De er snakkeorienteret.”
For nogle år siden hørte jeg om et forsøg lavet på DLH. Det gjaldt computerspil og drenge og pigers måde at gå til opgaven på. Computeren var på forhånd programmeret til at lukke ned et stykke inde i forløbet. Piger gik lidt forsigtigt til værks. De rådførte sig med hinanden: “Sku’ vi ikke prøve det her? Hvad tror I nu, vi skal gøre, skal vi prøve det her?” Drengene samarbejdede igennem meddelelser:
“Du skal trykke på den, gør sådan, nej ikke sådan. Ja, godt!”
Da maskinen gik ned sagde drengene: “Årh. Den lortemaskine”. Piger sagde: “Gud, hvad har jeg gjort forkert.”
Kønsroller og kønsidentitet
Hvad er vi født med, og hvad påvirkes vi af? Diskussionerne og meningerne bølger frem og tilbage med henholdsvis fokus på det ene aspekt biologien, for dernæst at have fokus på et andet aspekt, nemlig miljøet påvirkning og identifikation..
Der er ingen tvivl om, at en del af de kønsspecifikke forskelle er kulturbundne.
At de forventninger og krav, som menneskene i et givet samfund stiller til individet ud fra deres køn, genspejles i barnet væremåde. En kulturs givne normer formidles ofte ubevidst fra de voksne til barnet.
At se barnets samspil med den voksne i dette perspektiv kan bl.a. sige os noget om, hvad kønsroller handler om. En rolle er som bekendt noget man tildeles eller noget man påtager sig.
I dette tilfælde tildeles eller forventes en bestemt adfærd af barnet afhængig af køn.
Man kan også sige det på den måde, at de voksnes fortolkninger af og forventninger til barnets adfærd, vil styre den måde den voksne møder barnet på. Det ses bl.a på den måde vi taler til børnene på, eller de ord vi omtaler børnene med: En pige er “sød”, en dreng er “charmerende”. En pige er “afhængig”, en dreng er “selvstændig”. Eller vi bruger vendinger som en “pæn” pige og en “flink” dreng, en “dygtig pige” og en “klog” dreng. Digt selv videre.
Hvordan reagerer barnet på disse ubevidste forventninger og krav?
Hvad betyder det for barnets oplevelser af sig selv – og af de voksne.
For barnet handler det grundlæggende om at opleve sig elsket og accepteret, og det lærer hurtigt at finde ud af, at hvis det skal have opmærksomhed og blive accepteret, skal det opføre sig som forventet. Så man kan på en måde sige, at adfærden spejles i forventningerne.
Kønsidentifikation og identitet
Barnets identitet rodfæstes de første år af livet.
På et lidt mere universelt plan forestiller jeg mig, at barnet fødes ind i kulturen med en grundlæggende opmærksomhed rettet mod de henholdsvis maskuline eller feminine
repræsentationer. Det vil sige, at en dreng retter sin opmærksomhed på og er optaget af alle de ting og relationer, som kan fortælle ham noget om hans eget køn. Her er det særligt i den ydre verden, tingenes verden, han kan hente sine informationer.
Det bliver således allerede i de første år, at barnet optager dets kulturs henholdsvis maskuline og feminine adfærd og normer, som sine egne.
Denne identifikation med kønnets adfærd, normer og kontaktmåder, kommer især til udtryk i legen.
Der er gjort talrige forsøg med børn og voksne med henblik på at se, om den voksnes viden om barnets køn, påvirker relationen til barnet. Småbørn klædt i lyserødt behandles af voksne mere omsorgsfuldt, bliver taget på skødet og inddraget i mere forsigtige lege. Børn med lyseblåt tøj tumles og inddrages i mere fysiske aktiviteter.
Vores forhåndsstilling til barnet er altså bestemmende for, hvilke slags aktiviteter barnet opfordres til at deltage i. Vores omsorg og opmærksomhed bliver ligeledes forskellige efter vores forventning til kønnet.
Legemønstre og gruppedannelse
Kigger vi på børnenes måde at være sammen på, kan vi hurtigt se, at der er stor forskel på drenge og pigers måde at etablere relationer og venskaber.
Piger etablerer grupper, hvor intimitet, fællesskab og fortroligheden binder dem sammen. Klyngedannelse.
Pigerne går meget op i, hvem de kan lide og har bedste veninder, som hos mindre piger jævnligt skiftes ud.
Det vigtigste for pigen er at opleve sig anerkendt og bekræftet.
Relationerne har et skjult eller tilfældigt organisationsmønster. Strukturen er uformel og flad. Pigerne bruger meget energi på at etablere disse lege og venskabsgrupper, hvor gruppedannelsen ofte foregår i det skjulte. Kommunikationen er præget af, at man forhandler sig tilrette. De er fortrinsvis snakkeorienteret. Det er selve det at få etableret kontakten, at få bekræftet, at man hører til, der er det betydningsbærende. Uvenskaber løses ofte ved at man forsøger at manipulere sig til magten, der spilles med følelserne. Surhed, udelukkelse og intriger hører til den sociale reguleren. Pigernes henter inspiration til deres lege fra hjemmets arena. Det er relationerne mellem mennesker, omgangsformerne, konflikterne og det, at drage omsorg for nogle, de er tiltrukket af. Ikke uden grund kan de bruge timer på rollelege, hvor indholdet handler om konflikter mellem mennesker, hvor der især er fokus på intimitetskvaliteter. På den måde lærer pigerne “at drage omsorg for… andre, men ikke nødvendigvis for sig selv, desværre.
Drengenes gruppedannelse er hierarkisk opbygget, organisationsmønstret er synligt og formelt. Gruppedannelsen foregår åbent og under mange konflikter og magtkampe.
Herefter respekterer man sin plads i hierarkiet indtil det lykkes selv at nå toppen igennem en nye magtkampe. Drengene kommunikerer ved at afgive ordrer, de meddeler sig.
Det er især præstationskvaliteter, der tiltrækker. At være stærk, den bedste osv. De godkender, beundrer eller forkaster fysiske/ydre egenskaber.
Pigerne er i legen optaget af den nære verdens liv. De er uroligt gode til at iscenesætte en leg, uddelegere roller og have et overblik over, hvad der foregår.
Drengene af optaget af den store verden. Legene handler ofte om at afprøve fysiske grænser, de forsøger at hævde sig overfor hinanden ved at markere forskelle og demonstrere styrke. ” Magt ved at handle med styrke”.
Alle børn har brug for at opleve sig som helten i eget liv. Have hovedrollen. Som i eventyrerne er drengen helten, der kan magte verden med styrke og kløgt. Pigerne har hovedrollen ved at være prinsessen, der er smuk og beundret og har magt til at kunne sige “duer ikke, væk”. “Magt ved at handle med følelser.”
Kigger vi på de større børns tegninger, kan vi se dette mønster gå igen.
Piger tegner hjemmeliv, huse, slotte, dyr, heste, blomster, landskaber, mønstre, “nuttede” ting, prinsesser og eventyr. Pigernes tegninger er næsten altid meget farverige.
Drengene tegner action, gadeliv, rumfartøj, krigsmaskiner, skibe, biler, universet og øgler. Det er den store verden med helte og skurke er udtrykkes. Tegningerne er ofte meget detaljerede og i sort eller brunt.
Pædagogens møde med barnet
Alle børn har eksistentielt set grundlæggende behov for at opleve sig set og rummet. Dvs. mødt på egne præmisser. At føle sig værdsat og få respons på det de er og gør.
Børnenes forhold til de voksne ses i skiftende relationer. Nogle relationer er ligeværdige, præget af gensidighed og god kontakt. Andre og oftest dem der fylder mest i barnets bevidsthed, er magtrelationerne. At den voksne har magten og retten til at bestemme hvad børnene må og ikke må. Eller tager sig retten til at definere, hvordan en situation eller oplevelse skal fortolkes. De voksne prøver ofte af få barnets perspektiv til at indordne sig under den voksnes perspektiv. Det er derfor ikke ligegyldigt, om den voksne er sig bevidst om sin egen kønsspecifikke arv, og på hvilken måde den er bestemmende for måden at fortolke en given aktivitet, som barnet optaget af. Hvilke betydning eller moralsk afstandsstagen tillægges handlingen?
At være pædagog i dag indbefatter, at du reflekterer over, hvad børnene sætter i gang hos dig, at du kan se din egen andel i processen.
Alle mennesker er unikke, har deres eget udtryk og forsøger at magte livet efter bedste evne.
Det er derfor vigtigt at kunne tage barnets perspektiv og møde barnet, der hvor det er, uanset køn. Der er derfor god grund til at beskæftige sig med kønsspecifikke udtryksformer og forståmåder.
Det kan støtte forståelsen for det enkelte barns intentioner. Omvendt mener jeg samtidig, at der er så store forskelle på børn i dag, at det kan være uheldigt med de store generaliseringer.
Drenge er sådan… og piger er sådan.
Det er vigtigere at tage udgangspunkt i det enkelte barn, se på relationen og samspillet og din egen andel deri. Det er nemlig i børnenes indbyrdes samspil og i mødet mellem børn og voksne, der skabes følelsesmæssige intensitet. det er i de følelsesmæssige konflikter, frustrationer og små glæder børnene gør deres livserfaringer. Det er her, der sættes spor i livet. Uanset køn.
Litteraturhenvisninger:
Historien om piger og drenge Harriet Nielsen, Gyldendal
Samspil og konflikter Grethe Kragh Müller, Pædagogisk bogklub
Denne artikel er første gang trykt i “Nyhedsbrev om dagtilbud for børn og unge” nr. 5 1995. Udgivet af Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem
Tema: Vilde drenge og fnidrede piger
Copyright Lianne Ervolder